23948sdkhjf

Magasins ejer er i krise - har søgt konkursbeskyttelse

Den britiske varehuskæde Debenhams, der blandt andet ejer Magasin, er i økonomiske problemer og har søgt om konkursbeskyttelse.

Det oplyser selskabet i en meddelelse.

Tiltaget skal sikre, at Debenhams ikke bliver mødt af juridiske krav fra sine kreditorer, mens kædens butikker er lukket på grund af coronavirus.

Administrerende direktør Stefaan Vansteenkiste understreger, at det er planen, at Debenhams skal køre videre, når coronakrisen er drevet over.

- Vi har taget dette skridt for at beskytte vores forretning, vores ansatte og andre vigtige interessenter, så vi er i stand til at genoptaget handlen i butikker, når regeringens restriktioner ophæves, siger han i en kommentar.

Det er langtfra første gang, at Debenhams er i problemer. Det er anden gang på et år, at selskabet må søge i ly for sine kreditorer.

Sidste år endte de økonomiske kvaler med, at kreditorerne overtog magten i koncernen.

Debenhams ejer 220 stormagasiner i 22 lande - herunder Magasin syv steder i Danmark.

Den nok bedst kendte Magasin ligger i København. De øvrige er i Lyngby, Ørestad, Rødovre, Odense, Aarhus og Aalborg.

At Magasins ejer har søgt om konkursbeskyttelse, er ikke noget, der kommer til at påvirke Magasin. Det siger Magasins økonomidirektør, Peter Fabricius.

- Vi er ikke berørte af situationen, og det bliver vi heller ikke. Magasin er en selvstændig forretning, som har været i Danmark i mere end 150 år.

- Jeg kan love alle, at vi også er her på den anden side af Corona-krisen, og vi glæder os, siger han i en skriftlig kommentar.

Magasin har givet overskud siden finanskrisen. I regnskabsåret 2018/2019 fik kæden et overskud på 84 millioner kroner.

Hos børsmægleren Nordnet vurderer investeringsøkonom Per Hansen, at mandagens melding fra Debenhams ikke får konsekvenser nu og her for Magasin.

Sidste år pønsede Debenhams på at sælge Magasin. De nuværende kvaler kan ende med, at Magasin bliver solgt fra. Tidspunktet kunne ifølge Per Hansen ikke være dårligere.

- Det er på et rigtigt dårligt tidspunkt på grund af Covid-19. Prisen på Magasin må formodes at være faldet markant de seneste uger.

- Magasin står formentlig foran et stort underskud i første halvdel af året, så det er måske det ringeste tidspunkt i ti år, hvis Debenhams skal sælge Magasin, siger Per Hansen.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.089